|
|
|
Slaget ved Nyborg 14. November 1659
Fyn er besat af svenskerne, men den danske regering vil ved hjælp af de brandenborgske og polske tropper tilbageerobre Fyn.
Den 29. Oktober 1659 lå den dansk-hollandske flåden på knapt 100 skibe med 5700 mand for anker ud for Slipshavn under kommando af general Hans Schack. Ved 9-tiden fik flåden landkending, og admiral Henrik Bjelke hejste det gule flag på flagskibet ”Trefoldigheden”, signalet til landgang. Men hans hollandske kollega og overordnede Michill de Ruijter lod skyndsomt flaget tage ned igen, man lå for langt ude i fjorden til invasion. Man lod skibsskytset bombardere de svenske stillinger på Knudshoved og da mørket faldt på, forsøgte man med 200 musketerer at besætte Ulfeldts Gård ”Ellensborg” (nuv. Holckenhavn), desværre havde svenskerne forudset dette og havde allerede besat gården.
Den 30. Oktober lettede den dansk-hollandske flåde anker og sejlede nordpå fra Slipshavn. Efter 12 timers sejlads i hård sø nåede de det nye landsætningssted ved Kerteminde, men svenskerne var allerede i dækning. M. de Ruijter lod på 2-300 m afstand skibsskytset dænge fjendens landsstillinger til i ½ time, dernæst sprang Hans Schack efterfulgt af soldaterne i invasionsbådene. Det hurtige angreb lykkedes, på godt et kvarter var fjenden forjaget. De svenske tropper kommanderedes af den unge Pfalzgreve Phillip von Sulzbach, kun 29 år gammel og kendt som en dygtig og tapper officer. Han gjorde alt for at få Schack til at levere slag. De første 10 dage i november 1659 gennemtrawlede v. Sulzbach øst- og midtfyn for at komme i kamp med én af modstanderne. De svenske styrker talte ca. 7000 mand veltrænede tropper , hvoraf navnlig rytteriet var fremragende, mens hver invasionsstyrke talte ca. 5000 mand, og heraf var feltmarskal von Ebersteins hær, som lå parat ved Kolding, underforsynet med fodfolk.
Den 8. November ved midnat kastede v. Sulzbach sig med sine sidste tropper og alt skyts ind i Nyborg, fast besluttet på at holde fæstningen til det yderste. Samme dag red Schack ind i Odense og den 11. ankom v. Eberstein. Der skulle findes en afgørelse på hvordan der skulle angribes. Man måtte imidlertid rykke forsigtigt frem, da ingen vidste, hvornår det kom til slag.
Den 12. November nåede man Birkinde om aftenen og den følgende aften var man fremme ved Avnslev. Samtidig bag den svenske front, var en dygtig officer ved navn Stenbock sendt ud til en udsat post. Han så straks at Nyborg ikke kunne holdes, da de Ruijter lå ved Knudshoved og et bombardement fra hans skibsskyts ville uværgerligt bringe fæstningen til kapitulation. Det var derfor bedre at møde danskerne i åben mark, hvor det fortrinlige svenske kavaleri kunne udfolde sig. I rigsrådet blev svenskerne enige om en buet front fra Hjulby Sø til Storebælt med støtte ved Bavnegård (nuv. Juelsberg).
 Læs mere om fæstningen.
Den 14. November kort før daggry blev stillingen besat, og samme morgen brød den danske hær op fra Avnslev og kom således til at indtage en retlignet front over for den svenske.
Hvem sejren skulle tilfalde, var på forhånd svært at sige. Ganske vist talte de forenede hære næsten 1½ gang så mange mænd som svenskehæren, og overlegenhed i feltartilleri var tilsvarende, på den anden side var de svenske tropper elitesoldater, hvad man kun delvis kunne sige om modstanderne der i høj grad også manglede fodfolk. (Fynske bønder havde dog falskeligt indbildt svenskerne, at der var meget fodfolk i v. Ebersteins hær).
Lidt over middag angreb brandenborgerne på højre fløj anført af v. Quast, han blev dog slået tilbage. Bedre gik det ikke for angrebet på venstre fløj, hvor v. Eberstein nær var faldet i fangeskab. Hen på eftermiddagen måtte man bede Schack gribe ind i kampen. Han havde hidtil dannet arriéregarden og således holdt sig i reserve. Højre fløjen var svagest og her håbede Schack ved kraftig indsats at kunne løbe forsvaret over ende. Centrum var derimod stærkt og her kommanderede Stenbock selv. Da det lykkedes højre fronts rytteri med Hans Ahlefeldt i spidsen, at trænge gennem moserne om Hjulby Sø, falde det svenske rytteri i flanken, og drive disse hidtil uovervindelige soldater tilbage mod fæstningen. Bagefter fulgte det hollandske fodfolk og nu tvang de svenskerne helt ind i Nyborg vold.
Det lykkedes Stenbock at redde det meste kavaleri ud til lejren på Nærmerøen, og største delen af venstrefløjens fodfolk slap i tide inden for Nyborgs volde. Både Schack og v. Eberstein forfulgte fjenden til Nyborgs glacis, hvor man stillede artilleriet op og begyndte at beskyde fæstningen, der svarede med sit skyts.
Ud på natten overgav Stenbock kommandoen til generalløjtnant Horn, hvorpå han og v. Sulzbach i ly af mørket flygtede over Storebælt i en fiskerbåd. På sjællandssiden blev de modtaget af Carl Gustaf, der med en hentydning til Stenbocks navn slyngede sin uheldige feltherre de bramfri ord i ansigtet: ”Har fanden taget alle gederne, kunne han gerne have taget bukken med”.
Ved Knudshoved lå den dansk-hollandske flåde og ved daggry anløb skibene Nyborg fjord. De Ruijter lod straks skibsskytset åbne bombardementet mod fæstningen, der var langt svagere beskyttet til sø- end til landsiden. Ved midnatstid var det lykkedes at få nogenlunde ro, og nu marcherede de 4700 mand der var tilbage af den svenske hær, ud af Nyborg og tog opstilling over for danskerne. Befalingsmændene og de menige blev delt ligeligt i de danske og allierede regimenter, mens officererne kom i fangenskab. Det store bytte, 3000 heste, 21 kanoner, 128 faner, tros og forråd blev ligeledes fordelt med halvdelen til hver.
Efter langvarige forhandlinger undertegnedes freden i København den 26. Maj 1660, og samme dag kl. 20:30 blev den ved herolder ”forkyndt, og udblæst, ved fakler og blus oplæst”. Danmark gik nærmest ud af krigen som sejrherre, men hvilken sejr.
Kilde: Nyborg Lokalhistorisk Arkiv, Vor Kongelige Fæstning af Bjørn Westerbeek Dahl og Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen. |
|
|
Kanonerne brager igen fra Dronningens Bastion i Nyborg.
|