Østersøruten N8 cykler igennem det trafikale knudepunkt Nyborg

Torsdag, april 26, 2018

Nyborg - en del af nyt, nationalt trækplaster for cykelturisme

Nu har turisterne fået endnu en god grund til at besøge de danske kyster. Lørdag den 5. maj åbner Danmarks nye nationale cykelrute 8 – Østersøruten i Svendborg. 820 km snor sig som et 8-tal og binder det sydlige Danmark sammen fra Padborg i vest til Møn i Øst.
Den nye Østersørute skal være med til at løfte cykelturismen i 17 syddanske kommuner, herunder Nyborg. Den gør nemlig det sydlige Danmark til en oplagt rejsedestination for cykelturister fra hele verden.

- Jeg er glad for, at den nye Østersørute nu er en realitet. Cykelpuljerne har finansieret skiltning af ruten hele vejen rundt og gjort den til en oplagt destination for cykelturister. Ruten er kystnær, og så passerer den gamle købstæder og nationale seværdigheder. Jeg er derfor sikker på, at den kan være med til at løfte turismen i det sydlige Danmark, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Det er første gang, at en national cykelrute har gennemgået en så stor udvikling på tværs af kommunegrænser. Samtlige 17 kommuner har samarbejdet med Vejdirektoratet om en omfattende ensartet ruteskiltning. Det sikrer, at turisterne kan finde vej og har skabt fundamentet for en massiv markedsføring og udvikling af pakketilbud.

Danmarks trafikale knudepunkt igennem mere end 800 år

Nyborg er en naturlig del af Østersøruten N8, nøjagtig som Nyborg har været et trafikalt knudepunkt igennem mere end 800 år. Østersøruten passerer Storebælt og tager cyklisterne med igennem Nyborg mod syd til Svendborg. Denne del af ruten bugter sig ikke alene igennem de smukke østfynske landskaber, men giver ligeledes cyklisterne mulighed for at opleve Nyborg Slot og by, Danmarks Riges Hjerte. Byen, der med sin strategiske placering, har haft og til stadighed har en ganske central rolle i at binde Danmark sammen.

I middelalderen kunne Kongerne fra deres residensslot overvåge og sikre sejladsen på Storebælt. En mulighed, der i løbet af få år igen bliver mulig, i takt med at Nyborg Slot bliver restaureret og får nyfortolket det gamle slotsanlæg. I middelalderen blev Nyborg ikke alene anlagt, men også løbende udbygget til at være Danmarks første hovedstad, hvor al trafik naturligt blev ledt igennem og til. Som det daværende parlamentariske centrum i riget, mødtes man ved lov i Nyborg til bl.a. Danehof. I dag er det ganske vist ikke ved kongeligt dekret, men vi mødes stadig i Nyborg - både til Danehof og til hverdag - også når vi ankommer på jernhesten. I dag er Storebæltsforbindelsen for mange symbolet på det der binder Danmark sammen trafikalt. En forbindelse der naturligt går igennem Nyborg. 

Det er planen, at Østersøruten skal helt op i top på tyskernes anerkendte liste over de mest populære internationale cykelruter, og borgmester Kenneth Muhs ser frem til, at Nyborg får en central placering på N8:

- Nyborg har gennem de sidste par år oplevet et stigende antal cykelturister – både familier, par og professionelle ryttere. Derfor glæder jeg mig naturligvis over, at Nyborg spiller en central rolle på N8-ruten. Nyborg har altid været det centrale knudepunkt, der binder Danmark sammen – og selvfølgelig gælder det også for cykelturister. I Nyborg Kommune har vi hele tiden haft fokus på at forbedre forholdene for vores cyklister rundt i kommunen, og vi har netop besluttet endnu en gang at afsætte midler til forbedringer. Også i vores turistorganisation ved jeg, at der bliver arbejdet på højtryk for at skabe gode rammer, muligheder og oplevelser for det stigende antal cykelturister. Derfor er jeg overbevist om, at den nye nationale cykelrute vil være med til at gøre det endnu mere tiltrækkende at gøre et stop i Nyborg og på det øvrige Østfyn. Samtidig passer projektet fint ind i de planer, Udvikling Fyn har med Bike Island 2020, hvor Fyn skal være en af de førende cykelferie-destinationer, siger Kenneth Muhs.

Historisk samarbejde om markedsføring, aktivering og pakketering

Ruteåbningen følges op af et forpligtende nationalt, strategisk samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme I/S, VisitDenmark, Dansk Cykelturisme, Vejdirektoratet, Destination Fyn, Destination Lillebælt, Business Lolland-Falster, Visit Vestsjælland, VisitSydsjælland-Møn, Destination Sønderjylland og Naturturisme. For første gang nogensinde samles alle kræfter bag ambitionen om at gøre Østersøruten til en magnet for cykelturister.

- Vi glæder os over, at det er lykkedes at etablere dette partnerskab omkring udvikling af ruten. Med vores erfaring med international tiltrækning, Dansk Cykelturismes evne til at skabe funding til udvikling af bl.a. rutens oplevelsesdesign, destinationernes greb om forretningsudviklingen og ikke mindst Dansk Kyst- og Naturturismes evne til at drive det strategiske samarbejde og sikre sammenhængskraft på tværs, så er vi overbeviste om, at investeringen vil resultere i en rute fyldt med masser af udenlandske cykelturister i løbet af få år, siger direktør i VisitDenmark Jan Olsen.

Og cykelturisme er da også en ferieform med stort økonomisk potentiale.

- Cykelturisterne er nogle af dem, der for alvor kan forlænge sæsonen ud over de to sommermåneder juli og august, fortæller forretningsudvikler hos Destination Fyn Anne Høyby, der som projektleder for den fynske cykelsatsning Bike Island 2020 har haft stort fokus på analysearbejde, der blotlægger cykelturismens potentialer.

Nu hvor den fysiske infrastruktur er på plads, kan det lokale turisterhverv, regionale turistdestinationer mv. for alvor komme i gang med at udvikle cykelpakker, investere i service og markedsføre produkter. På Fyn er man allerede rigtig godt i gang, bl.a. med udviklingen af den særlige Fyn-cykel, som sikrer turisten mulighed for leje af en solid kvalitetscykel med tilhørende bagagetransport og serviceordning samt en lang række andre initiativer allerede i den kommende sæson.

Fakta om Østersøruten:

• Ruten er godt 820 km lang og er formet som et 8-tal med krydsning i Svendborg.

• Den samlede rute løber fra den dansk-tyske grænse ved Padborg, gennem det sydfynske øhav, henover Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland, over Fyn, videre mod Lillebælt, indtil ruten føres gennem Syd- og Sønderjylland tilbage til Padborg. (se vedhæftede billede/animation)

• Ruten er karakteriseret ved at være kystnær, går ad naturskønne veje, passerer gamle købstæder og forbi nationale og lokale seværdigheder

• Ruten bindes sammen af fem færgeforbindelser og otte broer.

• Rutens nye skiltning er finansieret af midler fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriets cykelpuljer

-----------------------------------------------------------

Program for dagen

Åbningen markeres flere steder i landet, i de kommuner ruten går igennem, sideløbende med et brag af en cykelfest i rutens krydsfelt ved Hotel Christiansminde i Svendborg, Christiansmindevej 16.

Kl. 11.30 Transport-, bygnings- og boligministeren indvier ruten

Kl. 11.40 Jan Olsen, direktør VisitDenmark holder tale

Kl. 11.45 Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam holder tale

Kl. 12.00 Fynske borgmestre er naturligvis samlet i dagens anledning og bliver de første sammen med transport-, bygnings- og boligministeren, der træder i pedalerne på ruten

Kl. 10.30 – 13.00 Gratis forårstjek af din cykel, cykelorienteringsløb for børn, cykel isbod, mulighed for at køre rickshaw og flere andre cykelaktiviteter

Del denne side