
Blomsterudsmykning på Torvet
Blomsterudsmykningen på Torvet tager i år udgangspunkt i Nyborg Kommunens arbejde med biodiversitet med særlig fokus på sommerfugle, humlebier og andre insekter.
I Nyborg Kommune vil vi gerne have en biodiversitet, der er så høj som mulig. Et af de lokale projekter i arbejdet med biodiversitet er Nyborg Kommunes Sommerfugleprojekt på Nyborg Vold i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Østfyns Museer og Slots- og Kulturstyrelsen.
Det er det projekt, at året blomsterudsmykning skal afspejle.
De fleste sommerfuglearter bruger ret ukritisk, hvad der er af nektarplanter, hvor de kan komme til med deres snabler. Larverne er til gengæld meget kræsne, og mange arter bruger kun en eller nogle få plantearter som føde. Sommerfuglene kan kun yngle, hvis værtsplanterne er til stede, og det er stort set altid er danske arter. Derfor er blomsterudsmykningen på torvet sammensat af netop de planter og blomster, der giver næring til både de voksne sommerfugle og larverne. Du vil derfor kunne finde både stauder, lavendel, jernurt og jordbærplanter til gavn for både sommerfuglene og de mange andre dyr og insekter. De stående tørrede grene fungerer som insekthotel – eller måske man skal kalde dem insekt-shelters.
Nyborg Kommunes sommerfugleprojekt
Sommerfugle har det ligesom de fleste mennesker: De er vilde med læ, varme, solskin og blomster, og derfor kan de rigtig godt lide at være på Nyborg Vold. Sommerfuglene kræver især to ting for at klare sig: føde til de voksne sommerfugle og føde til larverne. De voksen sommerfugle lever næsten alle af nektar fra blomster (nektarplanter), mens larverne æder blade fra bestemte planter (værtsplanter).
Nyborg Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen, Østfyns Museer og Danmarks Naturfredningsforening er derfor gået sammen i et unikt samarbejde og skabt et projekt, der skal gøre vilkårene for dyr og planter på Nyborgs Volde bedre og dermed øge biodiversiteten.