©  Foto:

Holckenhavn Fjord og Vindinge Å (9,1 km)

Aftensolen går ned og fuglene lander på den spejlblanke Holckenhavn Fjord. Sådan er det ofte. I området nyder du naturen ad vandrestier langs en nedlagt jernbane, gennem moser og strandenge, forbi borgbanker og hellige kilder. 

Holckenhavn Fjord og Ørbæk Å-dalen blev dannet under istiden, hvor en stor gletschertunge udfyldte hele Storebælt og de nærmeste landområder. Smeltevandsfloder løb i tunneler under isen og var så kraftige, at de dannede dale i jordbunden.

I bunden af Holckenhavn Fjord udmunder både Vindinge Å og Ørbæk Å. Fjorden nåede med den højere vandstand i stenalderhavets tid op til Bynkel i Ørbæk Å's dal og helt op til Vindinge i Vindinge Å's dal. Men en mindre landhævning samt aflejring af fint sand, dynd og tørv fra de to åer og vegetationen langs fjordens bredder har med tiden fyldt dele af fjorden op.

Der er meget artsrige moser og strandenge ved Holckenhavn Fjord, og ved Ørbæk Å's udløb vokser bl.a. gøgeurt. Fjorden er et udmærket fugleområde, hvor der året igennem ses ænder, gæs, svaner, blishøns m.m. Det er også muligt at se havørn og andre rovfugle, især i træktiden. Fiskehejre og rørhøg yngler i området.

Holckenhavn Fjord og Ørbæk Å-dalen er ét af de ca. 200 udpegede områder af national geologisk interesse i Danmark.

Ud over den indtegnede rute er der flere muligheder for ture i området. Eksempelvis med udgangspunkt fra Holckenhavn-dæmningen ad Gl. Vindingevej til den afmærkede sti på den gamle banelinje til Vindinge Å og herfra ad stien til Vindinge. Fra Vindinge ad offentlig vej gennem Rosilde til Bynkel og videre tilbage til Holckenhavn. I området er der flere steder med flot udsigt over fjord og ådal, hvor man kan forestille sig, at vikingeskibe for 1000 år siden er sejlet ind gennem fjorden og op mod Vindinge og Gammelborg - forgængeren til det nye Nyborg Slot.

Vandreruterne i dette område kan blive pænt lange - helt op til 9-10 km. afhængig af hvordan du gennemfører dem.