53 lirekassemænd og lirekassekvinder er klar til Lirekassefestival 2023

Lirekassefestival gav den hele armen

25.7.2023
Foto: Mette Ditmarsen

Foreningen Nordiske Lirekassevenner var i weekenden samlet i Nyborg, hvor de velklædte musikanter og festligt pyntede lirekasser, gav de mange turister og borgere i Nyborgs gader et smil på læberne.

Festival med internationalt format
53 lirekassemænd og -kvinder fra 6 forskellige lande, Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Østrig og New Zealand, fandt vej til Nyborgs bymidte og gav den fuld sving i tre festlige dage, da Nordiske Lirekassevenner var samlet i den østfynske hovedstad. Det er det største antal lirekassespillere nogensinde samlet til lirekassefestival på dansk grund.

Borgmester Kenneth Muhs åbnede Lirekassefestivalen på Torvet med åbningstale på dansk, tysk og engelsk. Herefter svingende han håndtaget på en lirekasse og festlighederne startede. Her kunne de mange fremmødte høre sange på både dansk og tysk.

Borgmester Kenneth Muhs åbner Lirekassefestivalen på Nyborg Torv

Foto:Nordiske Lirekassevenner

Forskellige lirekasser, samme smil
Nok kan lirekasserne spille synkront, men der var masser af forskellige aktiviteter på tredages programmet. Til stor jubel var der paradegang med alle lirekasserne gennem Nyborgs bymidte, en kirkekoncert i Vor Frue Kirke, foredrag på Borgmestergården og en enkelt lirekassemand bevægede sig ned til Erik Ballings Plads og spillede Bent Fabricius' tema til Olsen Banden på sin lirekasse.

Uanset, hvor man fangede en lirekassespiller i Nyborg var vedkommende omringet af glade publikummer. De særlige toner fik de mange tilskuere frem med klappende hænder og telefoner og kameraer til at forevige festivalen. Cafégæster fik musik til maden, shoppelystne fik musik til indkøbene og lirekassespillerne fik klapsalver og smil retur.

Lirekassefestivalen 2023 åbner på Nyborg Torv

Foto:Mette Ditmarsen

Mange glade og klappende publikummer til Lirekassefestival i Nyborg

Foto:Nordiske Lirekassevenner

Lirekassefestivalen 2023 er støttet af VisitNyborg, Nyborg Kommune, Storebælt Sinatur Hotel & Konference, Albani Fonden og Nyborg Vor Frue Kirke.