
Særudstilling på Borgmestergården
Dette års særudstilling på Borgmestergården er "Forbandet Barndom", der handler om Christian 2., som blev født på Nyborg Slot.
Skoleklasser fra Nyborg og Kerteminde fejrer 500-året for udnævnelse af Nyborg til residensstad med stor konkurrence og udstilling på Borgmestergården.
5. maj 2025 var det 500 år siden, købstaden Nyborg blev udnævnt som residensstad for Kong Frederik 1. Med udnævnelsen besluttede Kongen og Rigsrådet, at Nyborg Slot skulle være det slot, hvor Kongen hovedsagelig boede. Udnævnelsen fik ikke den store betydning for Danmarkshistorien, men den satte sit umiskendelige præg på Nyborg.
I den anledning åbner Østfyns Museer udstillingen ”Nyborg Kongestad 1525” på Borgmestergården den 10. juni. På udstillingen præsenteres en række værker skabt af fjerdeklasserne i Nyborg og Kerteminde kommuner. Med skaberkraft, fantasi og historien i rygsækken har eleverne fortolket historien om Nyborg som residensstad, og samtidig deltager de i en stor konkurrence.
Ved udstillingsåbningen vil vinderne blive præmieret på Slotsholmen foran Nyborg Slot. Det sker kl. 11.00, hvor alle deltagende klasser er inviteret til fejring af åbningen, og hvor det afsløres, hvem der har vundet konkurrencen. Der uddeles pengepræmier til første-, anden- og tredjepladsen på i alt 50.000 kr. Det flotte beløb er skænket af tidligere museumsdirektør Erland Porsmose på baggrund af en pris fra Fonden for Fynske Bank Prisen, som han modtog i 2024.
På udstillingen præsenteres elevernes værker, og de besøgende kan blive klogere på Frederik 1., byens udnævnelse som residensstad og betydningen for byudviklingen og slottet.
Udstillingen ”Nyborg Kongestad 1525” kan ses frem til 19. oktober i år.
Der er gratis adgang til Borgmestergården.