Ørnevisen er et nyt aktivitetsspor for børn til Danehof 2025

500 år gammel smædevise bag ny børneaktivitet til Danehof

5.6.2025
Foto: Ard Jongsma

Til Danehof 2025 kan børn og barnlige sjæle gå på jagt efter ’Ørnetro’. Det sker i forbindelse med et særligt aktivitetsspor. 

Det nye aktivitetsspor tager udgangspunkt i en 500 år gammel smædevise om Frederik 1., og børnene skal på jagt efter ørnesymboler hos bodholdere og aktører, for at hjælpe kongen med at få styr på et ulmende oprør. Aktiviteten er udarbejdet i samarbejde med flere af Danehofs aktører, der har skabt både unik musik og fortælling til lejligheden.

I 1525 blev Nyborg udnævnt til residensstad for den nye mand på den danske trone, Kong Frederik 1. Det er i år 500 år siden, og derfor er Frederik 1. og hans Dronning Sophie af Pommeren årets regenter til Danehof. Men i 1525 var alle ikke tilfredse med den nye konge. Mange støttede stadig op om den tidligere konge, Christian 2., som var blevet væltet af tronen og landsforvist.

”Ørnevisen” er en middelalderlig smædevise fra 1520’erne, der opstod som en protestsang mod den nye konge. Visen fortæller, hvordan skovens små fugle (danskerne) sendte den vise ørn (Christian 2.) ud af skoven, for at gøre plads for de grådige og modbydelige høge (adelen), der nu skaber kaos i den lille skov.

Med afsæt i denne fortælling kan børn i år opleve børnesporet ”Ørnevisen” til Danehof. Det er et aktivitetsspor, hvor fortællingen om 1520’ernes politiske uro udforskes i et narrativ skrevet til børn. Kong Frederik 1. vil selvfølgelig gerne oprøret til livs, og udlover en dusør til ethvert modigt barn, der vil hjælpe med at opklare hvem disse ”Ørnetro”(tilhængere af Christian 2.) er.
Ørnevisen er blevet til i et samarbejde mellem mange af de aktører, der kommer til Danehof.

Smædevisen i musik og fortælling
Ørnevisen fra 1520’erne er gengivet i ord, men der findes ingen melodi, der passer til middelalderens autentiske lydbillede. Det har musikgruppen Fýri sat sig for at ændre på, og de har derfor, specielt til Danehof 2025, sat melodi til denne 500 år gamle smædevise. De optræder med visen på Skjaldenes Plads (foran Nyborg Bibliotek) såvel som ude i byens gader. Historiefortælleren Mikkel Langbue har skrevet en historie, der gør Ørnevisen både forståelig og meget underholdende for børn.

Jagten på de Ørnetro
Børn og deres voksne kan deltage i en skattejagt, der viser dem rundt til de mest familievenlige aktiviteter på festivalpladsen. Ved hjælp af et kort skal de opsøge bestemte aktiviteter, bodholdere, workshops og underholdere for at finde ud af, om der er tale om ”Ørnetro”, altså oprørs-sympatisører. Alt efter hvor mange steder på kortet man har besøgt og fundet ”Ørnetro”, så får man en kongelig dusør for ens arbejde på Borgmestergården.

Praktisk info
Kortet fås og afleveres på Borgmestergården 
Sted: Skjaldekroen, Turneringspladsen, udvalgte boder og underholdere samt Borgmestergården
Pris: Gratis
Alder: 7-14 år