
Tak for i år
År efter år oplever vi, hvordan hele byen summer af middelalderstemning, glade gæster og fantastiske oplevelser, når der er Danehof i Nyborg. Og 2025 var ingen undtagelse.
Danehof er forbi for i år. Men vi kan slet ikke få armene ned. Det har bare været en SKØN weekend! Glade og nysgerrige gæster har mødt smil og imødekommenhed over alt, hvor de kom frem. I stader og stræder har historiske aktører spredt den gode middelalderstemning og delt fortællinger og viden om vores fælles historie.
Turneringsbanen har lagt brosten til ikke bare storslåede ridderturneringer, men også til imponerende falke- og høgeshow.
Hvis kong Frederik 1. faktisk var dukket op, er der ingen tvivl om, at han ville have følt sig godt hjemme i Nyborg. Masser af god mad, skøn musik, rutinerede riddere. Og folk går i vidt omfang i særdeles moderigtig og velsyet beklædning!
– "Vi er generelt meget tilfredse med årets Danehof. Alt er forløbet i god ro og orden, og de små uforudsigeligheder, der naturligt kan opstå, er blevet håndteret hurtigt og effektivt. Vi skylder en stor tak til de mange engagerede frivillige, medarbejdere og aktører, som gør en enestående indsats for, at Danehof også i år har kunne løbe så godt af stablen. Vi vil også gerne sende en stor tak til vores samarbejdspartnere og sponsorer. Det er fedt at mærke opbakningen hele vejen rundt”, siger museumsinspektør Jonas Kragegaard, der er en af hovedarrangørerne for årets Danehof.
Også hovedarrangør ved VisitNyborg, Nanna Askholm, er begejstret for afviklingen af Danehof 2025:
– "Festivalen er gået forrygende, og det er en stor glæde at mærke opbakningen fra både publikum, frivillige og aktører. Det er netop det fællesskab og den dedikation, der gør Danehof til noget helt særligt. Det er en fornøjelse at se, hvordan både Slotsmarkedet og Madmarkedet har summet af liv – og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra de tilfredse bodholdere.”
Trods byger blev årets Danehof ganske velbesøgt. Masser af turister, børnefamilier og andre borgere nød den helt særlige stemning i det historiske Nyborg.
Vi glæder os allerede til næste år!
Danehof 2026 finder sted 3. – 5. juli.