Grøn vandretur i Frørup (2,6 km)
På den grønne vandrerute i Frørup kommer du forbi naturskøn skov og mark.
Ruten er markeret med Grønt. Turene er på 2,6 til 2,8 km.
Udgangspunktet er Frørup Forsamlingshus, hvor der er P-plads. Derfra går man ad Højbovej mod øst, til ca. 50 meter før vandværket, så til venstre af markvejen op mod møllerne. Vejen følges til afmærkning i venstre side, derefter går man ind i skoven, hvor der er en skovvej til venstre, følg den til den deler sig. Til venstre kan man gå ad markvejen op mod Vistrupgård, hvor vejen går højre om gården ud til Kogsbøllevej. Ved vejdelingen kan man også gå til højre ned mod engen (der er en frisk klar kilde på højre hånd lidt nede) og gå til venstre langs med skoven til man kommer ud på åben mark, og fortsætter til Sømose Allé, så til venstre op til Kogsbøllevej og til venstre mod Frørup. Turen giver et fantastisk blik ud over det østfynske område, samtidig med at den er en fin naturoplevelse. Overkommelig for de fleste, dog ikke med barnevogne på mark og skovturen.
Mark- og skovturene er lukket i maj og juni måned pga. af vildtets yngletid med undtagelse af markvej til møllerne.
Du er gæst i naturen og nogle af turene foregår på privat ejendom, så husk at vise hensyn til ejerne og naturen. Tag affald med dig. Du er velkommen til at tage hunden med, den skal bare holdes i snor.
Stierne kan være lukkede i jagtsæsonen. Al færdsel på stierne er FORBUDT, når der er sat jagtskilte op.