Danehof hylder Valdemar Sejr

Den store middelalderfestival i Nyborg, Danehof, fejrer 800-året for Dannebrog ved at lade Valdemar Sejr anløbe byen i en mindre flåde af langskibe.

Valdemar Sejr, der var konge fra 1202-1241, har en helt særlig betydning for kongeborgen og -byen Nyborg. Det var nemlig i Valdemar Sejrs regeringsperiode, at Nyborg Slot stod færdigt og byen omkring borgen kunne opstå. Derfor er der god grund til at fejre kongen, der ifølge myten for 800 år siden hjembragte Dannebrog til Danmark.

Jonas Kragegaard, projektleder for Danehof:

”Alle gæster til årets Danehof vil stifte bekendtskab med Valdemar Sejr. I optog, højtideligheder, film, øl, teater, gadeoptrin og musik fortæller vi i år historien om kongen, der ikke bare bragte os Dannebrog og Jyske Lov, men også Nyborg Slot. Jeg synes virkelig det lykkes os at få historisk formidling og festivalsjov til at gå op i en højere enhed”.

Stort program til Danehof 2019

Der er lagt an til en storslået festival med et alsidigt program, når Nyborg i weekenden den 6.-7. juli blænder op for endnu et Danehof.

For første gang tages havnen i Nyborg i brug, når Valdemar Sejr ankommer til byen med tre af sine langskibe. På havnen vil der desuden være teater, middelalderlig havneknejpe, legeskib og meget andet.

På voldanlægget omkring Nyborg Slot er der traditionen tro historisk marked og et levende miljø blandt de mange reenactors, der valfarter til festivalen hvert år. Her kan man opleve middelalderstemningen omkring de mange historiske boder og prøve kræfter med bueskydning, middelalderdans og fremstilling af amuletter. Desuden kan man kan kampshow og show med stridsheste.
I byen er der weekenden igennem gang i gadegøgl og -optræden, musik, fortælling, optræden og markedsplads og boder. På museet Borgmestergården kan man høre en række spændende ”Danehof Talks”, hvor flere førende historikere vil fortælle om Danehoffets historie, og man kan se udstillingen ”Valdemar Sejr og Dannebrog”.

Se det fulde program her: 

Nyborg og Danehof i forvandling

Nyborg er i disse år under forvandling. Med kulturarven som omdrejningspunkt sker der mange nye ting på og omkring slottet og i midtbyen. Her er blandt andet Torvet under omlægning, og netop nu er der arkæologiske undersøgelser i gang forud for anlægsarbejdet. Derfor kan der ikke afholdes ridderturneringer til Danehof i år. I stedet kan man se og spørge ind til udgravningerne.

Mette Ladegaard Thøgesen, leder af Nyborg Slot:

”Danehoffet bliver i år både tradition og fornyelse. På grund af anlægsarbejdet kan der ikke afholdes ridderturneringer på Torvet til Danehof i år. Til gengæld kan man følge arkæologer og amatørarkæologers arbejde i udgravningerne. Og de vil rigtig gerne fortælle om deres fund! For første gang tages havnen i brug under Danehof, hvor vi glæder os til at se de flotte langskibe på komme sejlende. Det er helt oplagt at tænke havnen ind som en del af det store event – Nyborg borg og by er opstået netop pga. den centrale beliggenhed ved Storebælt, hvorfor den maritime tradition er meget stærk. Med også en masse velkendte aktører og arrangementer bliver der masser at opleve hele weekenden – og om lørdagen tager vi som noget nyt også aftenen med.”

Årets tema: Valdemar Sejr

Hvert år sætter Danehof spot på et kapitel af byens pragtfulde historie. I 2019 er det 800-året for Kong Valdemars legendariske sejr i Estland – slaget ved Lyndanisse, hvor ifølge myten Dannebrog faldt ned fra himlen.

Valdemar Sejr er kendt for mangt og meget i Danmark: Hans korstog imod de baltiske hedninge; begge hans dronninger udødeliggjorte i folkeviser; Jyske Lov; hans førstefødte søns tragiske vådeskudsulykke; den bitre strid imellem hans tre tilbageværende sønner, der alle skulle blive konger, den ene efter den anden.

Til Danehof vil Valdemar Sejr som en sand 1200-talskonge komme sejlende ind i byen med sine fantastiske langskibe. Med sig bringer han sin nye fane – Dannebrog. Kongen vil med hele sit følge ride forrest i optoget gennem byen. Optoget får følge af Dronning Berengaria og prinsessen samt alle byens beboere og tilrejsende i form af noble adelsfolk, riddere, gejstlige biskopper, handlende borgere og hårdtarbejdende bønder.

Derfor Danehof i Nyborg

At holde Danehof i Nyborg bygger på en tradition og historie, der går næsten 800 år tilbage i tiden. I år afholdes nutidens Danehof for 10. gang.

Fra midten af 1200-tallet mødtes det danske parlament på Nyborg Slot. Det danske ord for mødet var hof, og fra 1300-tallet dukkede ordet Danehof op. Nyborg Slot var det lovfæstede mødested for Danehoffet, der skulle afholdes en gang om året. Slottet er det eneste sted i landet, man stadig kan gå ind i det samme rum, hvor parlamentet diskuterede rigets politik. Her afgjordes spørgsmål vedrørende domsforhandlinger, udenrigspolitik og stridigheder om kronens rettigheder, og adskillige vigtige begivenheder i Danmarkshistorien har fundet sted til Danehoffer i Nyborg. Udviklingen i Danmark fulgte en generel europæisk udvikling, hvor man også i eksempelvis England og Frankrig begyndte at indkalde til parlamenter.

Når rigets konge og stormænd samledes til Danehof i Nyborg, stod byen på den anden ende. De tusindvis af gæster og følge skulle indlogeres og forsørges, og det gav anledning til livlig markedsaktivitet og deraf følgende markedsgøgl, -musik og -løjer. Det er denne tradition, som Nyborg hvert år vækker til live igen.

Danehof blev første gang afholdt i Nyborg i 2010. Den historiske festival tiltrækker hvert år titusindvis af gæster og har udviklet sit omfang og sit program år efter år.

For yderligere information:

  • Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot, 29 71 07 67 / mlt@ostfyns...
  • Sanne Hoffensetz Andresen, turistchef i Nyborg, 30 26 17 43 / saha@nyborg.dk
  • Lone Mørup, presseansvarlig i Nyborg Kommune, 25 94 05 99 / lmm@nyborg.dk

Del denne side