©  Foto:

Lille Mølle

Lillemølle ligger ved Ørbæk Å i en dyb skovklædt slugt. Den stråtækte bindingsværksejendom opførtes efter en brand i 1827 og er en af vores smukkeste fredede vandmøller og antages at være Danmarks bedst bevarede. Møllen er gennemrestaureret med hjælp fra Nationalmuseet og kan stadig bruges.

Lillemølle er oprindelig fra omkring 1600 tallet. Ikke mindre end seks generationer af samme mølleslægt (1764-1971) har drevet den. Møllegården er trelænget, og omfatter stuehus med tilknyttet møllehus, samt staldbygninger. Møllen er traditionelt opbygget i 3 etager; kornloft, kværnloft og undermølle, og er udstyret med vandhjulsdrevet hejseværk. Møllen er i privat eje og uden offentlig adgang. Nedenfor møllen kan man om vinteren møde vandstæren og i mølledammen ses af og til isfugle.

Der er P-plads i Æble Skov ovenfor møllen. Der er mulighed for flere gåture i området, f.eks er der i Æble Skov mulighed for en flot gåtur i den smalle slugt langs Ørbæk Å.

Ørbæk Å er noget ganske særligt i vandmøllesammenhæng. På en 3,5 km strækning har åen et fald på 38 meter, hvilket har kunnet drive 5 vandmøller, hvoraf Lillemølle og Sulkendrup Mølle fortsat er bevarede.